Gemmelegen

Den lille cockerspanielhvalp var den eneste tiloversblevne af et kuld hos en avler, som boede i nærheden af det sommerhus, vi havde lejet for to uger i juni. Inden vi bankede på, havde vi aftalt, at vi kun skulle kigge. Men fem minutter senere behøvede vi kun at veksle et enkelt blik for at vide, at vi måtte have Mille. Hendes

mor var ved at være træt af hende, så det var på tide, hun fik sit eget hjem, forklarede avleren, og jeg forlod stedet med den lille hvalp på armen.

Vi lagde vejen hjem til sommerhuset forbi en dyrebutik og købte alt det nødvendige udstyr. På det tidspunkt havde vi fire dage tilbage i sommerhuset. Mille virkede hurtigt forholdsvis tryg ved os, men alligevel lidt tilbageholdende. Køreturen hjem til lejligheden gik fint. Mille sov trygt det meste af vejen, og vi sludrede om, at vi ville lave en to timers turnus, hvor vi skiftedes til at lufte hende i parken over for lejligheden.

Til vores glæde tog Mille straks lejligheden til sig. Alt blev undersøgt og endevendt, og det tilbageholdende i hendes væsen forsvandt i løbet af få dage. Nu skulle der laves numre, og hendes bedste leg var at hive og slide sokker og andre mindre beklædningsgenstande ud mellem rillerne i vasketøjskurven, hvorefter hun lykkelig flygtede og gemte sig, til byttet var godt og grundigt gennemtygget.

Vi prøvede at lære hende, at det var forbudt, men det gjorde det kun endnu mere spændende, så til sidst købte vi en ny vasketøjskurv uden riller. Mille var tydeligt skuffet, og vi gjorde derfor vores bedste for at få hende til at interessere sig for det nye hundelegetøj. Det var desværre ikke nær så spændende som de forbudte sokker.

***

– Hvor er Mille egentlig spurgte min mand på et tidspunkt.

– Det ved jeg faktisk ikke, svarede jeg. – Jeg har slet ikke set hende, siden vi kom hjem fra morgenturen.

Vi gav os til at lede og kalde, og i starten var vi ikke så bekymrede. Men det blev vi, da vi ikke kunne finde hende. Hun var blevet dygtig til at lystre på sit navn, men denne morgen skete der ingenting. Jeg kunne godt selv høre, at min stemme blev mere og mere skinger af nervøsitet, mens jeg kaldte, og min mands blev tilsvarende bøs og dyb.

For der var jo kun én måde, Mille kunne have forladt lejligheden på, og det var gennem de åbne vinduer. Dem havde min mand skyndsomt lukket, så snart den frygtelige tanke slog ned i os, og vi fortrød vores uigennemtænkte idé med at lufte ud for fulde gardiner. De værste billeder dukkede op i mit hoved, mens vi gennemsøgte lejligheden, og jeg turde slet ikke minde min mand om den dag, Mille via en stol og et bord var kravlet op i en vindueskarm for at se nærmere på en fræk due på gesimsen på den anden side af glasset. Hvis det var sket igen… Tanken var ubærlig.

Jeg havde netop bestemt mig for at sige, at én af os måtte gå ned på gaden, da jeg opdagede en svag bevægelse bag min lange frakke, som hang på en knagerække i entreen. Mens håbet blussede op i mig, skubbede jeg den til side, og til min ekstreme lettelse fik jeg øje på en slukøret Mille, som lå og logrede undskyldende. Jeg fik også øje på min nye, dyre bh, som jeg havde lagt på badeværelset. Nu var den kassabel, men det vigtigste var, at Mille var o.k.

Hun blev løftet op og fik knus, klap og godbidder i rigelige mængder, og bh’en blev lempet i skraldespanden. Ifølge hundebogen burde det egentlig forvirre hende, at hun blev belønnet for at gøre noget forkert, men sådan gik det ikke. Mille må have fortrudt noget så grusomt, mens hun lå og gemte sig med sit bytte, sikkert fordi vores kalden lød mere og mere alvorlig. For siden da har hun ikke stjålet og gennemgnasket noget af vores tøj. Og vi har heller ikke åbnet vinduerne på vid gab uden at holde øje med hende.