Hugo flyttede ind hos mig, da han var en legesyg hvalp på tre måneder, og jeg nød at få lidt liv i huset. Jeg havde boet alene, siden mine børn var flyttet hjemmefra, og han blev vist forkælet så tilpas meget, at han hverken savnede sin hundemor eller sine søskende. I hvert fald peb han ikke en eneste gang, og han kom stæsende hen til mig, når han trængte til kæl og tryghed. Om aftenen rullede han sig sammen i kurven ved siden af min seng, og om morgenen på slaget syv erklærede han med et bjæf, at han var klar til en ny dag.
Det var så heldigt, at Hugo kunne komme med mig på arbejde, og han lærte at løbe i snor ved siden af cyklen, når vi skulle frem og tilbage. Hans små ben piskede af sted som trommestikker, og hvis han blev træt, kom han op i cykelkurven. Det var en af de mange fordele ved at have en lille, rund hund, og han havde stadig sin første ulykke til gode, da han fyldte et år. Der var selvfølgelig blevet tygget på mine morgensko, og han havde slæbt snaskede kødben
med ind i huset, men det talte ikke rigtigt. Fraværet af ballade havde selvfølgelig også noget at gøre med, at han ikke kunne nå noget over knæhøjde, og det kom helt bag på mig, da han pludselig tog revanche. Hugo var altid i nærheden, og han ville også med ind på badeværelset, når jeg var i karbad. Jeg købte en blød og langhåret bademåtte, som han kunne ligge på, og så lå han der og blundede, mens jeg læste. Det var ren idyl.
Men en aften var der katteslagsmål uden for huset, og han fandt på at hoppe op på toiletbrættet. Der stod han lidt og strakte hals, og da kattene fortsatte, satte han prøvende det ene forben op på vindueskarmen og kiggede på mig med et lumsk udtryk i ansigtet. – Nej, du skal ikke derop! råbte jeg fra karret. Hugo havde vist allerede besluttet sig for, at det skulle han, og jeg så forfærdet til, mens han pløjede fine sæber, shampooflasker og duftlys ned på gulvet. Der var lige en toiletrulle, der havde overlevet, men den blev også møvet ned, og han stoppede op for at betragte kaosset på gulvet. Hugo lod til at være ganske tilfreds med sit værk, og han dansede rundt på den brede karm med halen strittende op i luften, som om han var en lille radiobil.
Jeg var mindre begejstret, for lysene var knækket, og han havde slået hul på en dyr shampooflaske, men det blev desværre ikke sidste gang. Nu havde Hugo opdaget glæden ved at lave ballade, og selvom han begrænsede sig til vindueskarmen bag toilettet, var det også slemt nok. Mit badeværelse var lillebitte, og jeg havde brug for karmen som ekstra hylde, men han ryddede den lige så hurtigt, som jeg kunne stille tingene tilbage. – Nå, så kan du bare ikke få lov til at være på badeværelset, besluttede jeg. Sådan blev det de næste uger, men det var heller ikke lykken, for Hugo sad og hylede i gangen, indtil jeg lukkede ham ind. Det betød, at jeg måtte droppe mine elskede karbade, for jeg kunne ikke holde ud at høre på hans skråleri. En overgang havde jeg alle mine ting i en spand, men det løste jo ikke problemet med, at han sprang op på karmen, og jeg var heller ikke glad for kradsemærker i den hvide maling.
I foråret skulle jeg have mit ældste barnebarn på besøg. Jonas var en rask dreng på fem år, og jeg havde en masse ideer til, hvad vi skulle lave. Det var nu Hugo, der var mest interessant, og vi lagde ud med at gå en lang tur med ham i skoven. Jonas drak en sodavand på vejen, og han var meget tissetrængende, da vi kom hjem. – Du skal huske at lukke døren efter dig, sagde jeg, – ellers springer Hugo op på vindueskarmen. Den var Jonas med på, men da vi sad og spiste, lød der pludselig et hyl fra badeværelset.
Jeg fløj derud, og der lå Hugo i wc-kummen og baskede rundt. Siderne var glatte, og han var både våd og bange, da jeg fik hjulpet ham op. Oven i den kolde dukkert blev han straffet med en tur under bruseren med hundeshampoo og det hele, og resten af aftenen lå han og surmulede under spisebordet. Senere indrømmede Jonas, at han havde prøvet at tisse stående som en stor dreng, og han havde altså både glemt at slå brættet ned og at lukke døren. Det viste sig nu at være meget godt, for Hugo har ikke været i vindueskarmen siden, og jeg kan igen nyde mine karbade, mens han ligger fredeligt på måtten.