Anne Marie Bjelke er der som et søm, da vi ringer på døren til det lille parcelhus i Dalby på Sydsjælland, som hun deler med sin mand, Svend Nielsen.
– Kom indenfor, siger hun, skæver til vores støvler – og ånder lettet op, da vi tager dem af i entreen. For Anne Marie frygter, at vi kan komme til at træde på et af de bedårende små væsener, som nysgerrigt kommer styrtende til, i samme sekund hun åbner døren ind til stuen. Fire kattekillinger af racen burmeser.
63-årige Anne Marie griber en lang pind med en falsk fugl for enden og svirrer med den. Killingerne går fuldstændig bananas! Kaster deres vævre kroppe næsten lodret op i luften, hvirvler rundt, lander på poterne og fjedrer op igen. Anne Marie smiler. Katte har næsten altid været en del af hendes liv.
– Da jeg var fire år, kom min far hjem med en hunkat til mig. Hun fulgte mig, til jeg blev 15 år, mindes Anne Marie med lige dele glæde og vemod. Derfor faldt det hende naturligt at anskaffe katte, da hun senere blev gift og mor til to.
– Først i 1980’erne hentede vi en kat ude på landet, og den var der noget særligt ved. Det viste sig, at den var halvt racekat.kattens „blå blod“ stammede fra racen burmeser, så hun gik på jagt efter en fuldblodsburmeser.
Hurtigt blev hun bidt af at opdrætte og udstille kattene, og hun kom til at nære en livslang kærlighed til racen. – Burmesere har et vidunderligt væsen. De er meget kontaktsøgende og lader sig kram me i timevis. De er også glade for børn, forklarer hun. – Indtil da havde jeg aldrig forestillet mig, at katte skulle blive så stor en interesse, siger Anne Marie med et blik på killingerne.
Den ene sidder som en meget lille saltstøtte foran terrassedøren og spejder ud i haven, to tager en brydekamp midt på gulvet, og den sidste forsøger at kravle op i Hjemmets fotografs taske.
Et mirakel
Anne Maries voksne katte har et helt værelse og en stor løbegård at boltre sig i. At færdes frit får de ikke lov til. – Da jeg var barn, boede vi ved en befærdet landevej, og det skete, at vores katte blev kørt ned. Det var lige forfærdeligt hver gang, siger Anne Marie.
På kattenes værelse pryder billeder af artsfæller væggene, og fra en radio strømmer blid musik. Ved endevæggen står en seng. – Her sover jeg i perioder, for eksempel når der er killinger, siger Anne Marie.
Selvom hun i årenes løb har set mange kuld komme til verden, er det lige mirakuløst hver gang. – Jeg kan sidde fra morgen til aften og stryge dem og kigge på dem. Det er fantastisk at iagttage, hvordan kattemoderen opdrager sine killinger. Heldigvis har Anne Marie en tolerant mand.
Når Svend trænger til en pause fra kattene, sætter han sig foran computeren eller løser en krydsogtværs. Også Anne Maries børn er kattevenner. Og børnebørnenes fine tegninger af kate lyser op i køkkenet. Derimod har en del venner og bekendte rystet på hovedet over hendes passion.
– Men når de ser min samling af præmier og pokaler, kan de godt se, at der er mening med galskaben, siger Anne Marie og viser reolen i gangen, der rummer en mikroskopisk del af hendes trofæer. Anne Marie har udstillet i det meste af Europa.
– Jeg har lært så mange søde mennesker at kende, siger hun. Nu orker hun ikke at rejse ud så ofte mere. Hun er gået på efterløn fra sit kontorjob og nyder det daglige tætte samvær med kattene.
Killingerne overvældes pludselig af træthed. Bang! Så ligger to af dem i dyb søvn på gulvet. De to andre når lige at klatre op på den hylde, Anne Marie har fået monteret over radiatoren, så kattene kan ligge og få lunet deres bløde maver, før deres øjne glider i.
Natligt drama
Som regel er samværet med kattene fredeligt, men de har dog givet Anne Marie en ordentlig forskrækkelse. – En nat vågnede jeg ved, at nogle katte larmede udenfor. Da jeg stod op og trak gardinet fra, fik jeg et chok – det var mine egne katte! Anne Marie løb ud i haven i nattøj og fandt han- og hunkatten og tre af deres killinger.
– Men den sidste killing kunne jeg ikke finde, hvor meget jeg end ledte. Jeg var fuldstændig knust! Hun gik i seng, men fløj op et kvarter efter. Hun kunne ikke finde ro. – Jeg gik ind i stuen, og ved et tilfælde fik jeg puffet til en sofapude. Og der lå killingen! Det viste sig, at kattene havde åbnet døren ved at hoppe op og hænge sig i håndtaget. – Så nu husker vi altid at låse, siger Anne Marie tørt.
Killingerne er færdige med deres lur, nu skal der ske noget. Al hurlumhejet begynder forfra. Anne Marie tager en af de små op og giver den et knus. – Engang var jeg med mit arbejde på kursus i selvtillid, noget, jeg aldrig har haft for meget af. Vi skulle holde et foredrag,
som skulle optages på video. Jeg kunne ikke overvinde mig selv, før en af de andre deltagere sagde: Fortæl om kattene.
Så kunne jeg pludselig godt. Faktisk var jeg ikke til at stoppe… For sådan er det med Anne Marie. Sine skønne burmesere kan hun ikke få nok af.