Da først vores smukke Maine Coon-kat, Tilly, havde fundet ud af, at man godt kunne spise andet end det specielle tørfoder til racekatte af hendes egen slags, udvidede hun hurtigt sit repertoire til også at omfatte dåsekattemad og middagsrester.
Hun lærte også, at aftensmaden først blev serveret, når vi selv var færdige med at spise, og derfor tog hun gerne opstilling på en ledig spisebordsstol og holdt spændt øje med, hvornår vi lagde kniv og gaffel fra os.
Onde tunger som for eksempel dem, vores tre voksne børn besidder, kalder Tillys adfærd „at tigge ved bordet“. De synes, at Tilly er verdens mest forkælede kat. De himler med øjnene, når vi sætter os på en umagelig stol i stedet for at flytte Tilly fra sofaen, og de måber, når min mand banker hårdt på vinduet for at jage fremmede katte og især naboens den store stribede med halsbåndet ud af haven. Den er hun nemlig bange for.
Tilly var flyttet ind hos os i november som en halvstor killing, og da det blev sommer, var hun vokset i både længde, højde og drøjde. Hun var også nået frem til, at tørkost var trist. Hun foretrak blød og fugtig føde, og hun kunne bedst lide, at der efter endt måltid lå noget tilbage i hendes metalskål. Uanset om jeg gav hende lidt eller meget, blev noget altid tilbage. Det var i orden med os, lige indtil det blev højsommer og meget varmt. Så plejer vi at have køkkendøren stående på vid gab fra morgen til sen aften, og det var herligt for Tilly, som kunne rende ind og ud efter behag eller sidde i den åbne dør og vogte over matriklen.
Hvis naboens den stribede med halsbåndet luskede rundt, kunne det tydeligt ses på Tillys kropssprog. Gå i kødet på den turde hun ikke, men hun fik smalle øjne og busket hale, indtil den igen var væk, og så plejede hun at trøstespise lidt af sine rester.
Vanen med madreserverne var vi efterhånden lidt trætte af. Problemet med maden i katteskålen var, at det tiltrak fluer. Fluer kan ikke undgås på landet og slet ikke, når døren står åben, men i sommer ar det værre end nogensinde før. Tillys metalskål virkede som en ren fluemagnet, og jeg var ikke vild med det. Derfor forsøgte jeg at få hende til at spise op ved at skære ned på portionerne.
Det lykkedes ikke, der skulle simpelthen ligge noget tilbage. I desperation prøvede jeg derefter at få hende til at spise tørkost igen, for det interesserede nemlig ikke fluerne nær så meget. Desværre interesserede det heller ikke Tilly. Når jeg hældte tørkost i metalskålen, stirrede hun forarget op på mig og lignede nærmest en kat, der overvejede at bede om asyl hos en mere forstående familie.
Varmen holdt ved langt ind i august, også efter det var begyndt at blive tidligere mørkt om aftenen, og det samme gjorde flueplagen. En aften havde vi fået helstegt mørbrad med en dejlig skysovs til, og min mand havde lavet et rigtigt lækkert måltid til Tilly. Vanen tro havde hun med stor fornøjelse gumlet godt og vel to tredjedele i sig og var derefter gået ud gennem den åbne dør.
Klokken var omkring ni, og jeg sad ved computeren på mit kontor, som støder op til køkkenet, da jeg kunne høre, Tilly var kommet ind igen for at spise lidt. Jeg tænkte, at hun måtte være meget sulten, for madskålen skramlede i det lille metalstativ. Faktisk skramlede det utroligt meget. Da jeg rejste mig og gik ud i køkkenet, nåede jeg lige at se ryggen af naboens store stribede kat, som åbenbart havde følt sig opdaget under måltidet og nu flygtede.
Mig bekendt havde den aldrig tidligere vovet sig ind i huset, men måske havde den kunnet lugte Tillys mad ud gennem døren. Skålen var nærmest slikket, og det gik op for mig, at det var lukketøjet på den stribede kats halsbånd, der havde skramlet i skålen.
Tre sekunder senere kom Tilly løbende ind i køkkenet. Hun udviste alle tegn på uro og agtpågivenhed, snusede til skålen og skævede konstant mod døren. Hun vidste tydeligvis udmærket, at en uinviteret gæst var trængt ind på hendes enemærker og havde spist hendes madreserve.
Jeg skyndte mig at vaske skålen og hælde en ny portion mad op for at få hende til at falde til ro. Og minsandten om ikke hun spiste det hele, også selvom hun umuligt kunne have været rigtig gammelsulten. Man siger, at det næsten er umuligt for en katteejer at lære en kat noget. Men åbenbart kan katte lære noget af hinanden, for efter episoden med den stribede kat lærte Tilly at spise op. Og vi slap af med en del af de summende plageånder.