Lige siden min storebror, Casper, blev „prikket“ i en fyringsrunde i banken for et par år siden, har han været temmelig deprimeret. Jeg og min familie har forsøgt at holde humøret højt hos ham, men selv vi var efterhånden ved at opgive. Da han fyldte år forleden, prøvede min mand og jeg at finde på en gave, han ville blive glad for.
– Whisky? foreslog min mand. – En bog? funderede jeg. – Hvor er I kedelige! udbrød vores datter, Signe. – Han skal da have Bumle!
Vores hunkat Stribe var for nylig nedkommet med et kuld killinger. To var lovet væk, men Bumle havde vi tænkt os selv at beholde. Som om han forstod, at vi talte om ham, kom Bumle trimlende hen over gulvet på jagt efter sin egen skygge.
– I klager altid over, at onkel Casper er så sur, men Bumle bliver man da i godt humør af at se på! Min mand og jeg skævede til hinanden. Man forærer jo ikke dyr væk og slet ikke til en 55-årig depressiv mand uden udsigt til arbejde.
Men vores datter talte så varmt for ideen og påstod, at det ville være godt for Casper at have noget andet at gå op i end sig selv, at vi til sidst gav os. Gik det helt galt, kunne vi altid tage Bumle medhjem igen.
***
– Hej, mumlede Casper, da han åbnede døren. – Onkel Casper, til lykke! sagde Signe og rakte Bumle frem. Casper så noget overrasket ud, da Bumle i det samme vred sig i Signes favn for at komme ned og udforske den spændende lejlighed. Caspers lejlighed er spændende for en lille nysgerrig killing. Casper har ikke orket at gøre rent længe, og der ligger støv, aviser og gamle pizzabakker overalt. Ret hurtigt fandt Bumle frem til en pizzabakke og hapsede et forstenet stykke bacon i sig.
– Hvad så din lille fyr, sagde asper og sank ned på knæ. Bumle kroede sig kælent, og så skete miraklet! Casper lo, ikke særlig højt eller længe, men han lo. Min mand og jeg gloede på hinanden, Signe smilede og mimede: – Hvad sagde jeg! Casper havde ikke orket at lave mad til os, så vi bestilte nogle pizzaer. Mens vi spiste, lå Bumle i Caspers skød og lod sig håndfodre med små stykker bacon. Var det virkelig min sørgmodige bror, uden livslyst og humor, der pludselig sad der og smilede glad, mens han aede Bumle?
Da Bumle var træt af at ligge på skødet, sprang han hen over gulvet og begyndte at undersøge indholdet af Caspers papirkurv under skrivebordet. Bumle fandt en sammenkrøllet papirkugle, som han daskede ud af kurven og jagtede hen over gulvet. Igen lo Casper.
– Skal vi ikke tage ham med hjem? spurgte jeg, da vi senere rejste os for at gå. – Det er jo et stort ansvar med sådan en killing. Casper lå nede på gulvet og havde gang i en leg, hvor han trillede en papirkugle hen over gulvet, som Bumle så løb efter.
– Hvad? Njar…. Han er vist for træt til at køre i bil, sagde Casper og så kærligt på Bumle, der i det samme trimlede snorkende omkuld på gulvet, helt udmattet af legen.
***
To dage efter var det redag. Jeg inviterer troligt Casper på middag hver fredag. Men sørme om han ikke ringede fredag eftermiddag og meldte afbud. Helt ærligt blev jeg lidt fornærmet, da han sagde, han ikke havde tid. Hvorfor ikke det? Var han ikke arbejdsløs? – Jeg tager over til ham med noget mad, ellers får han nok ikke noget at spise, sagde jeg hønemor-bekymret og tilføjede: – Jeg vil også sikre mig, at
Bumle har det godt!
– Hej! sagde Casper overrasket, da han åbnede. – Skynd dig ind, så Bumle ikke stikker af! Jeg så mig omkring. Der skinnede overalt! Intet støv. Ingen bunker af bøger og papirer og gamle pizzabakker. – Med sådan en lille fyr i huset, er man nødt til at gøre en indsats, sagde Casper og grinede højt, da Bumle i det samme kom op at slås med en halvvissen palme, så både palme og jord blev spredt ud over stuegulvet.
– Jeg har for resten søgt job, sagde Casper. Søgt job? Casper, der plejede at sige, at han var for gammel, og at ingen kunne bruge ham? – Og de vil se mig til samtale på tirsdag! Gud, hvor er han nuttet, tilføjede han forelsket, da Bumle i det samme brugte jorden fra palmen til at forrette sin nødtørft.
– Men kan du overkomme ham? spurgte jeg bekymret. – Overkomme Bumle? Jamen, han er jo en hel lille lykkepille, smilede Casper.