Min veninde, Lise, skulle flytte sammen med sin kæreste. Hun kunne ikke have Felix, sin et år gamle hankat med, fordi kæresten er allergisk over for katte. – Vil du ikke godt tage ham? spurgte hun mig. Som for at understrege situationens alvor gik Felix i det samme på charmetogt på mit skød, spandt og æltede mine lår.
– Jamen, hvad med Bella! sagde jeg og kløede Felix under hagen. Bella er min seks år gamle schæferhund. I det samme gnubbede Felix sin snude mod min næse, så hvordan kunne jeg sige nej?
Ugen efter kom Lise med Felix. Der lød bjæffen fra kælderen, hvor jeg havde parkeret Bella, så Felix kunne vænne sig til sine nye omgivelser uden at blive terroriseret af hende. Felix virkede nu ikke helt tryg ved situationen, og Lise stod med tårer i øjnene.
– Smut nu! sagde jeg til Lise gennem larmen fra kælderen, og med et sidste kram til Felix forsvandt Lise tårevædet ud ad døren. Jeg viste Felix hans mad- og vandskåle, og han spandt veltilfreds i mine arme. Denne tilstand af harmoni varede, til jeg åbnede døren for Bella.
Hun gøede vredt ad Felix, der sprang ud af mine arme og sprintede ind under sofaen i stuen. Bella var for stor til at gøre Felix følgeskab og måtte nøjes med at ligge og stirre længselsfuldt efter ham. Det gjorde hun så i timevis, mens hun skiftevis klynkede og gøede.
Stakkels Felix, og stakkels Bella. Det var en håbløs situation, og jeg var irriteret på mig selv, fordi jeg havde sagt ja til at overtage Felix. Et internatophold og derpå følgende indflytning hos en sød, ældre dame, ville have været den bedste løsning.
Om dagen, når Bella var i vigør, lå Felix enten under sofaen eller omme bag bøgerne i bogreolen. Om aftenen, når Bella omsider kollapsede i sin kurv, kom Felix listende for at få lidt at spise og drikke. Med et vagtsomt blik over på den snorkende Bella sprang han derpå op på mit kød og lod mig klø ham bag ørerne.
Så spandt han, men helt stille, så han ikke vækkede Bella! En aften havde jeg åbnet køkkenvinduet for at lufte ud efter at have lavet mad. Jeg regnede med, at Felix lå i skjul i stuen et sted, men pludselig fór et stribet lyn gennem køkkenet og ud ad vinduet. Bella satte poterne op på køkkenbordet og gav fuld hals, som sagde hun: – Og du skal ikke bryde dig om at komme tilbage!
Det gjorde han heller ikke. Hverken den dag eller dagen efter. Der gik to uger, stadig ingen Felix. Hvad kunne der være sket? Var han faldet ned fra et træ eller blevet ramt af en bil? Lå han kvæstet og forkommen et eller andet sted? Åh, det var næsten ikke til at bære at tænke på.
Når jeg gik tur i kvarteret med Bella, var jeg altid på udkig efter Felix. En eftermiddag kom jeg ned ad Lillemosevej, for en gangs skyld uden Bella, og så en dame stå og luge sin indkørsel. Ved siden af hende sad en kendt skikkelse og slikkede sine poter.
– Felix! Udbrød jeg. Felix gik straks en forelsket slalom mellem mine ben, mens han spandt himmelhøjt.
– Felix? udbrød damen. – Er det din kat?
– Min og min, sagde jeg og satte mig på hug og kløede Felix på maven.
– Er han flyttet ind hos dig?
Hun nikkede. – Min gamle hund døde for et par uger siden. En dag, mens jeg sad og vrælede over ham, spankulerede gavtyven her rundt ude på min terrasse, som om han altid havde boet her. Da jeg åbnede døren, gik han lige ind i Knuds kurv og faldt i søvn! Min hund hed Knud.
Faktisk, damen bed sig i læben, så smilede hun genert: – Faktisk kalder jeg nu katten for Knud! Hun bøjede sig ned og aede Felix på hovedet, og han spandt om muligt endnu højere.
– Han har virkelig hjulpet mig igennem sorgen over min hund, men nu vil du vel gerne have ham tilbage?
– Felix, altså Knud, det er min venindes kat, jeg har overtaget, og han og min hund ligger i åben krig, så…
– Jeg lover, Knud får et godt hjem her! Damen så på mig med blanke øjne.
Bella gav fuld hals, da jeg kom hjem og lugtede af Felix. – Skøre tøs! sagde jeg og kløede hende bag ørerne.
– Felix har fundet et godt hjem, så nu er det bare dig og mig, Bella. Bella lagde snuden i mit skød og sukkede tilfreds