Min barndomsveninde Helle og hendes mand bor i en hyggelig villa i provinsen. Vi har et hus lidt uden for bygrænsen, og når de er på ferie, tømmer jeg deres postkasse og omvendt. Den ordning har vi haft i mange år, og jeg kan rutinerne i søvne, eller det vil sige, at det kunne jeg, indtil de anskaffede sig en kat. En aften i februar ringede Helle for at sige, at de havde fået et nyt familiemedlem. Det var en hankat, der hed Oscar, og de havde hentet ham på et internat. Ugen efter kom jeg forbi for at se vidunderet, og han lå på køkkengulvet med benene strittende ud til alle sider.
– Han er fire år gammel, og han er noget så glad for mad, smilede Helle. Madglæden kunne ses på hans tykke kinder og vommen, der flød ud på fliserne, men han lignede bestemt en stærk og sund kat. Foråret nærmede sig, og det gjorde tiden for Helle og Mogens’ årlige storbyferie også. De skulle flyve til Portugal en tidlig mandag morgen, og aftenen inden blev jeg instrueret i, hvordan Oscar skulle passes.
– Der er så mange katte i kvarteret, at vi ikke kan have en kattelem, forklarede Mogens. – Vi lukker ham bare ind og ud ad havedøren. Helle fandt en pakke tørrede kyllingepølser frem.
– Det er jo kun nogle uger siden, vi lukkede ham ud første gang, og det er bedst, hvis han er i huset om natten, sagde hun. – Hvis du har problemer med at få ham ind, skal du bare ryste lidt med pakken her.
***
Næste formiddag låste jeg mig ind i villaen, og få sekunder efter kom Oscar brægende ned ad trappen. Han virkede meget tissetrængende, for han løb foran mig ud i køkkenet og hen til havedøren.
– Du skal bare give dig god tid, sagde jeg. Jeg var gået på pension ved årsskiftet, og jeg kunne sagtens sidde i deres hyggelige køkken og læse, mens Oscar luftede sig. Godt en time senere var han i madskålen, og da vi havde kælet lidt, lukkede jeg havedøren og kørte hjem. Sådan gik de næste tre dage, men på fjerdedagen havde Oscar lugtet lunten. Det virkede i hvert fald, som om han havde regnet ud, at når han først havde sat poterne inden døre, ville der gå mange timer, før han kom ud igen. Jeg kaldte på ham flere gange, men han gad knap se i min retning, og jeg måtte Motage pølsetricket i brug. Efter lidt tøven vandt lækkersulten over frihedstrangen, men han havde kun lige hugget pølsestumperne i sig, før han snurrede rundt og stillede sig ved døren. Jeg havde heldigvis nået at lukke den, og han kiggede skuffet på mig, da jeg pakkede sammen.
***
Om lørdagen skulle vi til en 50-års fødselsdag, og jeg frygtede, at jeg ville få det samme hyr med Oscar, som jeg havde haft dagen før. Jeg overvejede at lade være med at lukke ham ud, men det nænnede jeg alligevel ikke. Ved middagstid kørte jeg det korte stykke gennem byen, og som sædvanlig sprang han hen til havedøren. Klokken to var han stadig ikke kommet ind, så jeg var nødt til at gå ud og hente ham.
Jeg fandt ham ved siden af kompostbunken, og han fløj op, da han fik øje på mig; det var tydeligt, at han var klar til at lege. Når jeg tog et skridt frem mod ham, bakkede han tilbage, og hvis jeg gik til den ene side, hoppede han til den anden. Pølserne var han ligeglad med, og til min skræk havde han kurs mod naboens have. Oscar var i sit es, og jeg kravlede efter ham forbi et fremmed rosenbed, under en hængekøje og videre gennem den næste hæk.
Jeg var ved at være desperat, for jeg skulle snart hjem og gøre mig i stand, men han kunne jo ikke være ude, og derfor var jeg nødt til at fortsætte jagten. Oscar bakkede kækt forbi en stabel sten, og da min hånd nærmede sig, sprang han et niveau højere op. Det så ud, som om husejerne havde brugt stenene til at indramme noget mærkeligt græs, og jeg opdagede først, at det var et bassin, da Oscar trådte endnu et skridt til siden. I samme øjeblik forsvandt andemaden under hans poter, og han sank til bunds med et højt vræl. Jeg stak begge arme ned i det beskidte vand, og han rystede og fnøs, da jeg løftede ham op.
Det var lige før, vi kom for sent til festen, for jeg var nødt til at skylle og føntørre den stakkels Oscar, inden jeg kunne køre. Heldigvis går der næsten et år, før min veninde og hendes mand skal udenlands igen, og til den tid kan han nok klare en nat i det fri.