Da Tilly flyttede ind hos os, blev vi oplyst om, at hun aldrig havde prøvet at spise andet end tørkost. Og ikke hvilken som helst slags tørkost, det var et temmelig dyrt mærke specielt for racen Maine Coon.Vi fik en lille pose med, og naturligvis skyndte jeg mig til dyrebutikken og købte en stor pose af samme mærke. Tidligere havde vi kun haft almindelige huskatte på gården, og de havde været noget nær altædende. Whiskas havde rent faktisk været deres foretrukne mærke inden for kattemad, men derudover havde de haft en enorm appetit på stort set alle former for fødevarer, som af vanvare blev efterladt på køkkenborde eller tallerkener.
Nu var det jo en fin racekat, vi havde fået, så vi var derfor helt på det rene med, at det sagtens kunne forholde sig anderledes med hende. Vi var dog enige om, at det måtte være frygtelig kedeligt kun at spise tørkost, så vores plan var ganske langsomt at introducere Tilly for forskellige lækkerier, så hendes føde kunne blive lidt mere varieret.
Efter en uges tid blev vi enige om at forsøge med en udvidelse af repertoiret. Jeg elsker at købe 100 g tatar hos slagteren til lørdagsfrokosten, og modsat min mand havde vores gamle katte også opfattet det som en rigtig lækkerbisken. Da jeg for første gang lagde en stor klat tatar ned i Tillys skål, var jeg sikker på, at hun ville blive begejstret.
Først gik hun hen til skålen og snusede længe og mistroisk til det fine rå kød. Derefter stak hun poten ned i skålen og skubbede prøvende til klumpen, som om hun ikke var helt sikker på, at den var død. Vi iagttog hende spændt, om lidt ville hun sikkert hugge det i sig. Men vi blev skuffede. Det, Tilly arbejdede intenst med, var at få kødet op fra skålen. Der lå nemlig lidt tørkost på bunden, og det ville hun gerne spise.
– Måske kan hun bare ikke lide råt kød, mente min mand. – Vi kan prøve at give hende lidt flæskesteg i morgen.
Søndag stegte jeg en saftig kamsteg, og vi skar noget af det allerbedste kød ud til Tilly og serverede det i skålen. Men der skete præcis det samme som med tataren. Flæskestegen blev studeret, forkastet og derefter med stort besvær fjernet fra skålen. Vi kiggede lidt på hinanden og blev enige om, at en yndig katteprinsesse som Tilly vel på en eller anden måde måtte have ret til at være kræsen. Men vi syntes faktisk, det var lidt synd for hende, at vi aldrig kunne forkæle hende med noget lækkert.
Hen over nogle uger forsøgte vi os med dyr kattemad i små foliebakker, med stegt oksefars, frisk fisk og alt andet, som vi håbede kunne aftvinge hende interesse. Men resultatet var hver gang det samme: Op af skålen med det så hurtigt som muligt. Vi konkluderede derfor, at Tilly havde en meget forfinet smag, og at det hen ad vejen ville blive ret dyrt at have hende på kost, for det sank rigtig hurtigt i de dyre poser med tørkost. Vi talte også om, at hun nok aldrig ville blive nogen musejæger, sådan som vores gamle katte havde været.
Så skete der noget temmelig overraskende. Det var lørdag middag, vi sad i udestuen og hyggede os med en lækker frokost. Tilly gjorde os som altid selskab; hun lå i vindueskarmen og kiggede ud på forårsvejret. Ud gennem øjenkrogen så jeg pludselig en enorm edderkop løbe af sted langs panelet. Men jeg var ikke den eneste, der så den. For Tilly sprang stille og adræt ned fra vindueskarmen og løb lige hen til edderkoppen. Et par gange satte hun potenoven på den, løftede poten igen og lod den stakkels edderkop løbe et stykke, før den igen blev indhentet. Ret hurtigt holdt edderkoppen til Tillys tydelige skuffelse op med at bevæge sig.
Hun prøvede at få liv i den igen med poten, men da det var forgæves, lagde hun sig ned og spiste den. Vi var mildest talt forbløffede, da vi både kunne høre og se hende smaske, knase og synke den. Og vi var også klar over, at vi godt kunne revidere vores opfattelse af hende som „meget kræsen“. Fra den dag ar vi lidt mere insisterende, når hun fik andet mad end det dyre tørfoder. Det blev fra den lørdag kun serveret én gang dagligt, og når det ikke var i sigte, og sulten gnavede, kunne hun faktisk godt spise både tatar, flæskesteg og frisk fisk.
Nu venter vi spændt på, hvornår hun kommer og præsenterer os for en mus. For selvom hun er så yndig og fin, var jægerinstinktet ikke til at tage fejl af, da hun nedlagde sit første bytte.