Hjemme hos os er Tilly vant til at være midtpunkt og til at sole sig i beundring, for hun er jo vanvittigt køn og charmerende. Det syntes min veninde Mettes seksårige søn, Mikkel, også, da de kom på visit. Det var første gang, Mikkel så Tilly, og drengen drønede begejstret hen mod hende med tunge støvlefødder og høj stemmeføring.
– Hvor er den sød, den vil jeg lege med! – Hov, hov, gør nu ikke katten bange, kom det advarende fra Mette. – Jeg har en lille blomst med til dig, fortsatte hun og rakte mig en cellofanindpakket blomst i skjuler, hvorefter hun løb efter Mikkel for at overtale ham til at få støvlerne af.
På det tidspunkt havde Tilly allerede gjort sig usynlig, men modsat af Mettes opfattelse var jeg nu ret sikker på, at Tilly ikke var bange for Mikkel. Hun ville bare overhovedet ikke være i nærheden af sådan en støjende og voldsom fætter. Jeg pakkede blomsten op og vidste ikke helt, hvad jeg skulle synes om skjuleren, som var i en slags rosa og pink glasmosaik. Den passede faktisk kun på badeværelset, og Mette sagde, at hun netop havde tænkt på badeværelset, da hun købte den. Derfor gik jeg ud fra, at det var i orden at stille plante og skjuler derud.
Jeg havde dækket kaffebord i udestuen, og Mikkel, som var noget skuffet over Tillys afvisende holdning, blev trøstet med en småkage. Bagefter fik han lov at løbe udenfor og lege. Mens vi sad og sludrede, fik jeg indimellem et glimt af drengen og også af Tilly. Lidt nysgerrig var hun nu alligevel, for hun iagttog hans leg fra træer og forskellige skjulesteder, men hele tiden på god afstand. Meget af tiden lå Mikkel på maven, og på et tidspunkt åbnede Mette vinduet og sagde: – Nu må du ikke komme til at fryse, vel Mikkel? Du er vel nok dygtig til at lege med dig selv!
– Jeg leger ikke med mig selv, jeg leger med Otto! Råbte drengen tilbage. Da Mette igen satte sig, forklarede hun smilende, at Mikkel nogle gange havde usynlige legekammerater. Det var en noget mudret Mikkel, der blev kaldt ind, da Mette ville køre, og han blev beordret til at vaske hænder på badeværelset. Mette spændte drengen fast bag i bilen, og han råbte både farvel til mig, til Otto og til „katten“.
Aldrig så snart var bilen kørt ud fra gårdspladsen, før Tilly kom ind og virkede lettet over, at normale tilstande var genoprettet. Samtidig kom min mand hjem, og ude fra badeværelset råbte han:– Hvad er det for en rædsel? – Jeg fik den af Mette, svarede jeg. – Hm, smag og behag, sagde han. – Kom og se, Tilly kan heller ikke lide den! Tilly sad faktisk ved siden af potteplanten og stirrede storøjet på den.
Pludselig rakte hun prøvende poten frem og forsøgte ligesom at fiske ned i planten. I sidste øjeblik fik jeg skubbet skjuleren længere ind mod vinduet, for ellers var den blevet knust mod flisegulvet. – Kloge missepige, den skal du nok få hjulpet os af med, sagde min mand rosende og kælede hende bag det ene øre. Der var ingen tvivl om, at Tilly af en eller anden grund var opsat på at få revet potteplanten på gulvet, så jeg tog hende med ud fra badeværelset og lukkede døren.
Det betød kun, at hun stillede sig foran den lukkede dør og mjavende forlangte at få den åbnet. Mens vi spiste, fortalte jeg min mand om Mikkels usynlige ven Otto. – Måske gemmer han sig på badeværelset, og måske har Tilly overtaget ham, grinede han. Han vidste slet ikke, hvor meget ret han havde. For næste gang jeg skulle på badeværelset, strøg Tilly straks med derud, sprang op i vinduet og gik til angreb på planten.
Jeg nåede at gribe den, netop som den røg på gulvet. Men selve potteplanten røg ud af skjuleren og lå nu på fliserne. Til min overraskelse kravlede en kæmpestor, sort bille ud fra planten. Tilly var for længst sprunget ned på gulvet og fulgte med stor interesse billens flugt, mens hun skubbede lidt til den med poten. Pludselig vidste jeg, at det var Otto!
Mikkel måtte have set sit snit til at gemme sin ven i planten, mens han vaskede hænder. Selvom det var lidt synd for Tilly at fratage hende sin nye legekammerat, fik jeg dog ondt af billen, lempede den op på et fejeblad og satte den udenfor. Planten kom ned i skjuleren igen, og skjuleren blev igen anbragt i vindueskarmen. Her står den stadig, og med jævne mellemrum kigger Tilly opmærksomt på den i håb om, at der igen skulle være kommet liv i den.