Mine forældre har altid haft en gravhund eller to på deres gård, og selvom de lå i sofaen og tiggede ved bordet, fungerede de også som vagthunde. Det var trygt at vide, at de var der, og det varede ikke længe, før jeg savnede dem, da jeg flyttede ind i et gammelt hus med min kæreste, Martin. Gulvbrædderne knagede, og det susede og klaprede fra brændeovnen, når det var uvejr. Husets lyde var svære at skelne fra de udefrakommende, og de første nætter måtte Martin ned og se efter, om der var nogen.
Desværre kunne vi ikke have hund, for grunden var umulig at hegne ind, så vi anskaffede os en dejlig hankat i stedet. Sådan en havde jeg aldrig haft før, men jeg var solgt med det samme, og vi blev enige om, at han skulle hedde Fritte. Langt hen ad vejen opførte han sig som en hund, og han tog godt imod os, når vi kom hjem fra arbejde. Fritte fandt også ud af, at der som regel lå lækkerier til ham i indkøbsposerne, og han klistrede til poserne, indtil han fik sin tun eller dåsemad. I det hele taget klarede han jobbet som kæledyr til ug, men vagttjansen kunne han selvsagt ikke tage sig af. Det gjorde heller ikke så meget, for jeg var stort set aldrig alene i huset uden Martin.
I foråret skete der så det, at min arbejdsplads opfordrede mig og nogle af mine kolleger til at få et hjemmekontor. Det lød jo dejligt, og vi lavede en aftale om, at jeg skulle sidde hjemme tirsdag og torsdag. Jeg var noget spændt, da kontoret stod klar, og den følgende tirsdag morgen drak jeg en ekstra kop kaffe, efter at Martin var taget af sted. Fritte virkede også tilfreds med situationen, og han troede vist, at det var for hans skyld. I hvert fald insisterede han på at ligge foran tastaturet og sove, og det skulle helst være sådan, at hans hoved kunne hvile på en af mine hænder. Det hæmmede skriveprocessen, og da jeg havde skrevet den første mail med én finger, måtte han ned. Fritte hoppede straks op på igen, som om han tænkte, at jeg sikkert havde flyttet ham ved et uheld. Jeg havde ikke hjerte til at smide ham ud, og da jeg lagde et gammelt håndklæde i passende afstand fra tastaturet, faldt han heldigvis til ro der.
***
En time senere havde jeg fået en del fra hånden, men så hørte jeg en underlig lyd.
– Hørte du det? hviskede jeg.
Fritte rørte ikke et knurhår, for han sov dybt, og jeg måtte selv liste ned ad trappen for at undersøge sagen. Jeg forestillede mig, at jeg snart skulle stå ansigt til ansigt med en indbrudstyv, og jeg blev lettet, da jeg fik øje på naboerne. De var i gang med at fjerne småsten fra et bed tæt ved skellet, og det var den skrabende lyd, jeg var blevet bange for.
Det varede nu ikke længe, før den var gal igen, og denne gang var det postbuddet, der skræmte mig. Jeg fik lige et glimt af hendes gule cykel, inden hun var væk igen, og jeg traskede hovedrystende ud for at hente posten. Der lå en folder fra en vinduespudser imellem de andre tryksager. Det var rørende billigt, og vi tog imod et tilbud, hvor han skulle pudse vores vinduer udvendigt hver ottende uge.
Dagen efter cyklede jeg på arbejde, og om aftenen lovede metrologen blæst i vejrudsigten. Det kunne jeg tydeligt mærke, da jeg sad på mit hjemmekontor næste morgen. Udluftningen på badeværelset klaprede, pilehegnet omkring terrassen slog mod husmuren, og trappen knirkede. Fritte lå på håndklædet med alle fire ben i vejret, og han lod sig ikke påvirke af min nervøse opførsel. Det var lige før, at jeg havde lyst til at skælde ham ud, men så skete der noget. Pludselig fløj han op, og hans ører drejede rundt i alle retninger. Jeg så forundret til, mens han spænede hen til reolen, og sekundet efter sad han og gemte sig bag leksikonsamlingen. Der var tydeligvis et eller andet galt, og jeg stak hovedet ud i gangen og så mig omkring. I det samme fik jeg øje på en mand på den anden side af soveværelsesvinduet, og han grinede og vinkede med en klud i hånden. Jeg lignede sikkert én, der havde set et spøgelse, og jeg vinkede tilbage med blussende kinder.
Jeg roste Fritte til skyerne, da vinduespudseren var færdig, for han er lige så meget på vagt som mine forældres gravhunde. Det er bare på en lidt anderledes måde, men hans hørelse fejler ikke noget, og han ved, om lydene er vante eller ej. Siden den episode har jeg været mere rolig, når jeg arbejder hjemme, for hvis Fritte sover, er der ingen fare på færde.