Af: Runa Pihlmann

Livet som single med ansvaret for mine tre børn passede mig faktisk fint. Vi havde en tryg hverdag sammen med både fornøjelser og praktiske gøremål, og jeg savnede ikke en fast kæreste i mit liv. Jeg var da sammen med mænd indimellem, det blev dog aldrig til noget mere alvorligt.

Så en aften tog jeg med min søster i byen. Vi fandt et hyggeligt dansested og slog os hurtigt løs på dansegulvet. Normalt siger jeg aldrig nej, når en mand byder mig op, men da en fyr med løsthængende, krøllet tøj inviterede mig, var jeg meget tæt på. Han viste sig at hedde Henrik, og hans grå og triste fremtoning fik mig kun til at føle medlidenhed med ham. Derfor sagde jeg ja til at danse med ham – og uden rigtigt at tænke over det gav jeg ham også mit telefonnummer.

Allerede næste dag ringede Henrik. Det kom helt bag på mig, da jeg ikke havde skænket ham en tanke. Han var jo slet ikke min type! Henrik ville meget gerne mødes igen, og jeg kom med mange udflugter og undskyldninger for at undgå det. Men da han blev ved med at ringe, tænkte jeg til sidst, at det da ikke kunne skade at invitere ham på en kop kaffe, for han var egentlig behagelig og ret nem at snakke med.
Jeg bildte mig selv ind, at når Henrik først havde fået lov til at besøge mig, så ville jeg få fred. Det var meget naivt!

Da jeg åbnede døren, var det ikke ligefrem min drømmefyr, der stod udenfor, men efterhånden som aftenen skred frem, kunne jeg abstrahere fra hans ydre, for vi talte overraskende godt sammen. Begge havde vi været igennem en skilsmisse, og vi delte mange af de samme interesser. Fordi aftenen var forløbet så hyggeligt, aftalte vi at mødes igen. Det kunne jo også være, at jeg ville synes endnu bedre om ham med tiden?

Det kom faktisk til at holde stik. For med vores mange fælles interesser havde vi meget at tale om og lave sammen. Min yngste datter sagde på et tidspunkt, at vi opførte os som to teenagere, der skiftevis sludrede og grinede sammen, og sådan var det. Manden, jeg først ikke ville have haft noget med at gøre, var blevet min fortrolige partner og legekammerat.

Henrik var anderledes end andre mænd, jeg havde mødt. Han talte åbent om sine følelser og elskede bare at sidde og se på mig. Hver gang vi var sammen, omgav han mig med kærlighed, opmærksomhed og tryghed – alt det, jeg havde drømt om at finde hos en mand. Jeg kunne se på Henrik, at han også trivedes, for det var, som om hans ansigt lyste af glæde, og det tidligere så forkrampede udtryk var borte.

Hver gang vi havde mulighed for det, tog vi op i Henriks sommerhus, hvor vi gik ture langs havet og hyggede os i sofaen med stearinlys som eneste belysning. Henrik havde også en båd, som vi sejlede lange ture i, og som han med stor tålmodighed lærte mig at styre. Nogle gange satte han sig på rælingen og spillede guitar, når vi lagde til ved kajen. Det var ren hygge!

Vores eneste problem var, at vi boede i hver sin by med 50 kilometer imellem os, så vi pendlede frem og tilbage og skulle samtidig have puslespillet med hans to børn og mine tre børn til at gå op. Efter et par år overvejede vi muligheden for at flytte sammen, men ingen af os havde lyst til at opgive vores hjemlige base, så vi affandt os med afstanden.

Men fra den dag, Henrik kom hjem og fortalte, at han var blevet fyret fra sit job som lærer, ændrede alting sig. Det var et hårdt slag for ham, da han både havde sommerhuset og båden, som han nægtede at skille sig af med. Og selv om han tog et midlertidigt job, fornemmede jeg, hvordan han blev mere og mere frustreret.

Hans jobsituation begyndte også at smitte af på vores forhold, og efterhånden dukkede en side af ham op, som skræmte mig. Hvis jeg for eksempel havde min dyne til luftning, udfrittede han mig, om der havde været en anden mand på besøg. Jeg tog det først som en spøg, men det viste det sig ikke at være. For lignende kommentarer begyndte at komme i en lind strøm, og hans jalousi brød ud i lys lue.

En dag skulle jeg l i byen med en veninde og spise frokost, da jeg pludselig mærkede hans hånd på min skulder. Henrik hilste bare på os, som om han tilfældigt var kommet forbi. Efter frokosten gik vi en tur, hvor vi igen fik øje på Henrik, som hvileløst cirkulerede rundt i byens gader. Vi kastede os ned bag en bunke grus og undgik hans røntgenblik. Men da jeg senere skulle med bussen hjem, holdt han „tilfældigvis“ i vejkanten og ventede på mig.

Foruden den konstante overvågning begyndte Henrik åbenlyst at overbeglo andre kvinder, når jeg var til stede. En aften, vi var ude at spise, sad han nærmest og savlede over en anden kvinde på restauranten. Da jeg konfronterede ham med det, nægtede han alt og tryllebandt mig efterfølgende med søde ord og blomster.

Efter dén aften begyndte jeg at overveje, om det var mig, der havde set syner eller var for nærtagende, og jeg havde i det hele taget svært ved at afgøre, hvor mine grænser gik. Nogle gange frygtede jeg ligefrem, at jeg var ved at blive skør, fordi jeg ikke længere kunne mærke mig selv og sige fra.

Når jeg ser tilbage, fatter jeg ikke, at mine indre alarmklokker ikke var begyndt at bimle. For havde jeg hørt en lignende historie fra andre, kunne jeg sagtens se, at det var helt ude i hegnet. Fyringen betød også, at Henrik ikke kunne holde ud at være alene, og hans bror fortalte mig, at han var trist og indelukket, når han ikke var sammen med mig.

Efterhånden udviklede han en decideret depression, men hverken medicin eller psykologsamtaler hjalp. Så da han en morgen truede med at begå selvmord, anede jeg ikke, om han ville gøre alvor af truslerne, og jeg ønskede bare at komme ud af forholdet. Da jeg samtidig fandt et telefonnummer på en fremmed kvinde i hans jakkelomme, havde jeg fået nok. Henrik skulle ud af mit liv!

Desværre skulle det ikke gå så let. For Henrik tryglede mig om at tage ham tilbage, og han begyndte at opsøge mig alle vegne. Nogle dage ringede han hvert 10. minut, og jeg følte, at mobiltelefonen var hans øjne, der vågede over mig.

Når jeg var en tur i byen, kørte han rundt til alle byens restauranter og dansesteder, indtil han fandt mig.
Han havde enorme ejerfornemmelser og skældte de fyre ud, som jeg havde danset eller talt med. Han var som besat og lavede ikke andet end at forfølge mig, så jeg blev ekspert i at gemme mig. Men han fandt mig altid. Det gjorde mig helt paranoid, at jeg aldrig vidste, hvornår han dukkede op.

Valgte jeg at blive hjemme, opsøgte han mig dér, og en dag lå han på knæ uden for min dør og råbte ind ad brevsprækken, at han savnede mig, og bønfaldt mig om at tage ham tilbage. Med tilbageholdt åndedræt gemte jeg og min yngste datter os inde i soveværelset. Ikke engang i vores eget hjem kunne vi være i fred, og jeg følte mig som jaget vildt uden helle.

Mit liv var blevet et mareridt, og selv om jeg gerne ville ud af forholdet, følte jeg stadig et voldsomt ansvar for ham, da jeg frygtede, at han en dag ville gøre alvor af sine trusler og tage sit eget liv. En aften, mens jeg stod og børstede tænder, blev jeg pludselig svimmel, fik kvalme, svedte og rystede over hele kroppen. Jeg faldt ned på alle fire og var overbevist om, at jeg var ved at få en blodprop. Jeg kravlede ind i min seng, hvor jeg lå og rystede af angst, mens jeg bad min datter om at ringe til vagtlægen.

Da lægen endelig kom, fortalte han mig, at jeg ikke fejlede noget fysisk, men havde haft et voldsomt angstanfald, og at jeg skulle i behandling. Efter en lang række samtaler hos en psykolog og med angstdæmpende medicin begyndte jeg at falde lidt til ro.

Jeg indså, at jeg havde været udsat for psykisk terror fra en psykopatisk mand, som formåede at udviske min personlighed og manipulere mig med skiftevis søde ord og trusler om selvmord. Jeg kontaktede Henriks venner, i håb om at de kunne tale ham til fornuft, men først da jeg flyttede og fik hemmeligt nummer, fik jeg fred for ham.

Det er i dag fire år siden, at jeg forlod Henrik. Jeg er ikke helt sluppet af med angsten, og jeg er stadig afhængig af medicin mod angst. Frygten for at støde ind i endnu en psykopat sidder stadig i mig, for hvis der er noget, forholdet til Henrik har lært mig, så er det, at man ikke har en jordisk chance for at vide, hvad der gemmer sig bag facaden på et andet menneske.

Mit liv bliver aldrig helt som før, og den livsglæde, som jeg tidligere oplevede, er i dag lidt mere hæmmet. Men igennem hele det her forløb har jeg alligevel lært en ting: At mærke mine egne behov og mine egne grænser, og dem agter jeg at holde fast i!