Sådan siger Elisabeth Holst, 44 år i dag. Her er hendes historie: 

”Jeg glædede mig sådan til, at min gamle skoleveninde Jeanette og hendes mand Karsten skulle komme til middag. Der var længe siden sidst. Da vi var unge, havde Jeanette og jeg hængt sammen som ærtehalm, og delt alle sorger og glæder sammen. Men nu, da vi var blevet voksne og havde fået børn, sås vi kun et par gange om året. Det blev det dog ikke mindre hyggeligt af.

Heldigvis kom vores mænd også godt ud ad det med hinanden. De hyggede sig i hinanden selskab, imens Jeanette og jeg som regel endte med at tale og grine af alle vores minder fra vores ”vilde” ungdom.

“Jeanettes mand Karsten var sådan en type, som mente, at han kunne klare hele verdenssituationen med et enkelt fingerknips. Han havde altid gang i nye, spændende projekter, og var altid underholdende selskab.”

Så vi glædede os til en aften i festligt lag og bare for en enkelt aften glemme alle de problemer, som overskyggede alt andet i vores liv.

Vi havde ondt i økonomien
Min mand Lars havde mistet sit arbejde som grafiker og kunne ikke finde noget nyt. Han havde til min irritation indrettet kontor i vores soveværelse, hvorfra han med hiv og sving ernærede sig som freelancegrafiker. Men alle de ubetalte regninger hobede sig op – og alene tanken om, hvordan vi skulle betale næste termin plagede mig.

Min faste månedsløn rakte efterhånden kun til at dække vores månedlige overtræk, og når vi havde lagt børnene i seng om aftenen, sad vi bøjet over vores håbløse budget – og anede ikke, hvor vi skulle skaffe penge til dække alle hullerne i det.

Havde det ikke været for vores usædvanligt tålmodige bankrådgiver, var vi sandsynligvis allerede på dette tidspunkt været blevet tvunget til at sætte huset til salg.

“Men denne aften satte vi pauseknappen på alle vores bekymringer. Børnene blev sendt hjem til farmor, hvor de skulle overnatte – nu skulle vi feste! ”

Aftenen gik over al forventning.

Vi havde dårligt skænket rødvin i glassene, før snakken gik lystigt henover bordet. Lars og jeg sørgede for ikke at kede dem med vores elendige økonomi. Så da Karsten spurgte, hvordan det gik med hans freelancearbejde, svarede Lars bare lidt undvigende.

I næste sekund lænede Karsten sig frem på bordet, og fortalte, at han og et par venner for nylig havde startet en ny virksomhed. De stod faktisk og manglede en grafiker til at udforme et firmalogo – en hjemmeside, pjecer, visitkort, reklamefoldere, brevpapir etc. etc. Karsten tilbød nu Lars den store ordre – han behøvede ikke engang at sende et formelt tilbud!

“Karsten tilbød selv en pris, som måske nok var lige i underkanten, men hvad – for gammelt venskabs skyld – og det var i alt fald netop i omegnen af det beløb, vi stod og manglede for at kunne betale vores næste termin. ”

Da de havde givet hinanden håndslag på den aftale, løftede humøret sig yderligere med adskellige grader. Vi snakkede, pjattede og drak masser af rødvin til sent ud på natten.

“Da jeg på et tidspunkt var alene med Jeanette, og var godt bedugget, kunne jeg dog ikke lade med at betro hende, hvor galt det i virkeligheden stod til med vores økonomi – og at Karstens tilbud i virkeligheden havde reddet os på målstregen.”

Hun lagde trøstende armene om mig, og så forsikrede vi hinanden om, at vi var hinandens allerbedste veninder, før vi igen gik ind til mændene, og festede videre.

For godt til at være sandt
Allerede efter et par dage sendte Lars sit oplæg til Karsten – og Karsten kvitterede med at ringe og begejstret bede ham om at gå i gang. Lars nød virkeligt denne store opgave. I stedet for de småannoncer til lokalaviserne, som han indtil da havde måttet tage sig til takke med. Nu smøgede han ærmerne op, og lagde hele sin kreative sjæl i arbejdet. Han havde fået sit gamle glimt i øjet igen.

Han brændte jo for sit fag, og havde savnet at bruge sine evner. Selvfølgeligt løste det ikke alle vores problemer - men det reddede os da i alt fald ud af den værste storm lige nu og her. Da han efter nogle uger endeligt var færdigt, lyste hans faglige stolthed ud ad ham, da han afleverede det til Karsten, der var mindst lige så begejstret.

Vi modtog bare ingen betaling for det udførte arbejde. Efter en måned havde Karsten stadig ikke betalt den faktura, som Lars havde sendt til ham, og Lars kunne dog ikke rigtigt lide at rykke ham.

Men da der var gået endnu en måned, ringede han alligevel, og spurgte, hvor pengene blev af. Karsten forklarede, at firmaet alligevel ikke gik så godt, som forventet, men lovede, at han ville skaffe pengene hurtigst muligt.

“Når jeg talte med Jeanette i telefonen, undgik vi at tale om den manglende betaling. Jeg syntes, det var lidt pinligt. Hun nævnte heller ikke selv noget om den. Det var jo heller ikke et mellemværende mellem os – men det havde unægtelig en stor effekt på mit liv! ”

Da Lars efter tre måneder stadig ikke havde fået sine penge, blev jeg dog nødt til at prikke hul på bylden. Det var vildt ubehageligt, men jeg bad alligevel Jeanette om rykke Karsten for at betale de penge, han skyldte Lars. Vi havde jo dårligt saltet til et æg – det vidste hun jo allerede.

Hun lød lige så beklemt som mig, da hun indrømmede, at Karstens nye firma var gået ned, før det rigtigt var startet. Ikke bare havde de tabt de penge, som de havde skudt ind i det – men der var også en del kreditorer, som truede med at gå af rettens vej, hvis ikke de fik deres penge. - Så dem skulle de i alt fald først have ud af verden, før Lars kunne gøre sig nogen forhåbninger om at få sine, sagde hun.

Jeg blev noget overrumplet, og spurgte, hvorfor Lars stod sidst i rækken.

- Ja, I er jo venner, så det er noget andet. Han kunne jo aldrig finde på at slæbe Karsten i retten for at få sine penge!

- Nej, selvfølgeligt kunne han ikke det, svarede jeg utilpas til mode.

Desuden havde vi heller ikke et jordisk bevis på at Karsten skyldte os noget som helst. Han og Lars havde jo aldrig lavet en skriftlig kontrakt om det arbejde, som Lars skulle udføre for ham.

“Efter yderligere et par måneder, hvor Lars stadig ikke havde fået sine penge, og jeg ikke havde hørt en lyd fra Jeanette, lå der en invitation i postkassen. Karsten og Jeanette inviterede til stort kobberbryllup på en dyr og fin restaurant. ”

Jeg stod bare rystet og stirrede på den festlige indbydelse, og anede ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg kunne ikke forestille mig, at fejre noget som helst sammen med dem, før Karsten havde fået sin gæld ud af verden til Lars.

Vi kom bagerst i køen af kreditorer
Økonomisk så det stadig rigtigt sort ud for os. Vi sov dårligt om natten, og gik rundt med spændingshovedpine om dagen. Men det var ikke kun et spørgsmål om penge, men i endnu højere grad om vores venskab med dem. Jeg følte, at gælden havde kilet sig med mellem os – og at den tillid, som vi før havde haft til dem, var væk.

Jeg forstod ikke, hvorfor Karsten ikke havde betalt sit udestående til Lars som den allerførste. Men det betød åbenbart mere for dem, at Karstens firma undgik konkurs – end at vi gjorde det personligt.

Jeg ringede til Jeanette og lagde ærligt kortene på bordet.

Det lød til at komme helt bag på hende, og i det hele taget, som om hun lykkeligt havde glemt alt om det. Firmaet var jo nu også for længst afviklet, og Karsten i gang med at etablere et helt nyt.

“- Men Lars mangler jo stadig at få sine penge, stammede jeg med røde pletter ned ad halsen – og hvis ikke han får dem, komme vi ikke til jeres kobberbryllup! ”

Jeanette spurgte vredt om, jeg virkeligt satte penge over vores lange venskab?!

Nej, det mente jeg ikke, at jeg gjorde. Men de burde have sat os allerforrest i køen af kreditoer og ikke allerbagerst. Men sådan så hun desværre ikke på det. Så da vi sagde farvel til hinanden, gjorde vi det begge i et yderst køligt tonefald.

“Lars så aldrig skyggen af sine penge – ligesom jeg aldrig siden hørte en lyd fra Jeanette. ”

Heldigvis lykkedes det kort tid efter Lars at komme i fast arbejde, så vi undgik med nød og næppe både tvangsauktion og personlig konkurs , men kunne i stedet endeligt begynde at sove trygt om natten igen.

Den faktura kom til at koste os dyrt, og vi mistede faktisk vores venskab med Karsten og Jeanette. Selvom vi ikke har lyst til at genoptage kontakten, savner vi alligevel de hyggelige og festlige stunder, vi har haft sammen med dem igennem årene. For mig er det selvfølgeligt et endnu større tab end det er for Lars. Jeanette og jeg var jo trods alt barndomsveninder – og sådan nogle venskaber kan som bekendt ikke erstattes af penge …

Hvad synes du, Elisabeth skulle have gjort?
Har du haft en lignende oplevelse? Kom med dine kommentarer her nedenfor.

Læs også:  Jeg brød mig ikke om min venindes nye kæreste