Kim og jeg mødte hinanden til en middag hos fælles venner. Vi snakkede rigtig godt sammen, og da han sidst på aftenen spurgte, om han måtte ringe til mig en dag, gav jeg ham mit telefonnummer.

Kim ringede allerede dagen efter! Vi blev hurtigt kærester og var meget sammen. Kim har to børn fra et tidligere ægteskab, men jeg kom godt ud af det med dem begge, så da han kort tid efter spurgte, om jeg ville flytte ind i hans hus, sagde jeg ja.

De første måneder gik med at være forelskede og betro hinanden alting. Det skurrede lidt i mine ører, da Kim fortalte, at grunden til, at hans ægteskab gik i stykker, var, at han havde mødt en anden kvinde. Men hans kone havde været ekstremt klæbende og kontrollerende, sagde han, og så syntes jeg jo, det var synd for ham og kunne næsten forstå hans utroskab.

Da vi havde boet sammen et års tid, var hvedebrødsdagene forbi. Jeg begyndte at lægge mærke til, at Kim arbejdede rigtig meget. Jeg var også ked af, at han tit valgte at være sammen med sine venner i stedet for at komme hjem til mig og børnene.

Da jeg nævnte det for Kim, forklarede han, at han havde brug for frihed, ellers følte han sig kvalt. Når jeg beklagede mig for meget, så han på mig og sagde: - Hvor du dog minder mig om Malene!
Jeg ville jo nødig ligne hans ekskone, så det lukkede munden på mig.

Indimellem havde vi det stadig godt sammen. Var hinandens fortrolige og bedste venner og kunne tilbringe en hel weekend i sengen, når hans børn var hos deres mor. Men størstedelen af tiden var vi på kant, fordi jeg syntes, han var for meget væk.

Kim tog ikke specielt meget ansvar for sine børn. Han mente åbenbart, at det var min opgave at gå til forældremøder og sørge for at købe nyt tøj til dem. Jeg blev mere og mere ked af det, og når jeg prøvede at tale med Kim om, at jeg og børnene savnede ham, så spillede han sin trumf: – Du minder mig om Malene!

Til sidst vidste jeg, at jeg ville gå i stykker, hvis tingene ikke forandrede sig. Da det gik op for ham, at jeg mente det alvorligt, ændrede han kurs. Blev sød og omsorgsfuld og begyndte at være mere sammen med mig og børnene. Det varede kun kort, så blev det igen mig, der overtog forældrerollen. Mig, der sørgede for indkøb og madlavning, mens Kim igen arbejdede over eller besøgte sine venner.

Når jeg spurgte Kim, om der var en anden kvinde, nægtede han lodret. Jeg vidste, at der var begyndt en ny, ung kvinde på hans arbejdsplads, og hende havde han talt en del om, så jeg følte mig temmelig urolig. Jeg flyttede hen til en veninde en periode. Jeg var enormt ked af det, for jeg elskede ham jo virkelig, og jeg var også glad for hans børn. Men jeg kunne ikke leve sådan længere.

Så bestormede Kim mig med blomster og søde ord. Han forsikrede mig om, at jeg og børnene var de eneste i hans liv, der betød noget. Han skulle nok forandre sig, og med min hjælp var han sikker på, at han godt kunne. Der var slet ikke noget med hende på arbejde, det var bare en, han havde flirtet lidt med. Men det betød ingenting – jeg betød alt!

Jeg flyttede tilbage til ham. Der gik to dage, så ringede telefonen, mens Kim lå og sov. Jeg tog den. Det var kvinden fra Kims arbejde. Hun lød temmelig overrasket over, at det var mig, der svarede.
Jeg spurgte selvfølgelig Kim, hvorfor hun ringede til ham privat? Han kom med en masse udflugter, men til sidst indrømmede han, at de havde haft et forhold, mens jeg boede hos min veninde. Det betød dog ingenting, for det var mig, han elskede!

Jeg forlod ham øjeblikkelig. Jeg havde båret over med Kim i månedsvis. Jeg havde undskyldt ham og fundet på forklaringer for hans underlige opførsel over for mig og børnene. Jeg havde bebrejdet mig selv min mistro og givet mig selv skylden for, at han ikke var hjemme. Til hvilken nytte?  For det her kunne jeg jo ikke sidde overhørig. Kim havde været mig utro, og for mig er utroskab det ultimative forræderi. Derfor gik jeg.

Selv om det var en smertefuld oplevelse, har forholdet til Kim lært mig, at jeg i langt højere grad skal lytte til mig selv og tag mine signaler alvorligt.