Siden 1. klasse havde Anja, Katrine og jeg været veninder. Da vi kom i gymnasiet fortsatte vores nære venskab, men vi var nu meget forskellige. Mens jeg var skoletræt, og ikke lavede lektier, var Anja og Katrine flittige og målrettede. Efter gymnasiet gik de i gang med hver sin uddannelse. Jeg anede ikke, hvad jeg ville. I stedet klumrede jeg rundt i et par år og havde forskellige småjobs.

Selvom vi stadig hyggede os, begyndte Anja og Katrine nu ofte at gøre sig morsomme på min bekostning. – Du kan få et rengøringsjob hjemme hos mig! kunne den ene fnise og sende den anden et indforstået blik. – Nej, det ville nok være for dyrt i timeløn! Hun er jo en evighed om alting! tilføjede den anden, og så brød de begge ud i hulkende latter.

Jeg lo halvhjertet med, selvom jeg ikke synes, at det morsomt. Tværtimod. Jeg var såret og forvirret. Men når jeg forsøgte at give udtryk for det, slog de det hen. – Det er da bare sjov! Har du mistet din humoristiske sans? sagde de. Det synes jeg nu ikke, at jeg havde.


Til gengæld mistede jeg gradvist lysten til at være sammen med dem. Men jeg betragtede dem jo næsten som søstre, og sådan nogle cutter man jo ikke kontakten til. Selvom jeg senere gik i gang med en uddannelse som sygeplejerske, så var min rolle som den dovne blevet så grundfæstet, at den var umulig at komme ud af.

For selv om tiden gik, og vi blev ældre, så ændrede tingene sig ikke. Bedst som vi sad og hyggede os, kunne en af dem f.eks. pludselig komme med en vittig bemærkning om mig, og så brød den anden ud i latter. Det skete så så overraskende, at jeg først for alvor opfattede, hvor meget det sårede mig, når jeg kom hjem. Jeg havde måske været doven, da vi gik i gymnasiet. Men det var da mange år siden!

Uanset hvor meget jeg anstrengte mig for at bevise, at jeg havde fået styr på mit liv, så lo de bare af mig. Jeg gled stadig af på det, men indvendig rasede jeg. Hvorfor blev de ved med at fastholde mig i den gamle rolle?

Med årene sås vi mindre og mindre. Det passede mig fint. Men vi holdt dog stadig fast i at holde en årlig pigejulefrokost. Når den tid nærmede sig, havde jeg glemt om min irritation og glædede mig til at udveksle minder. Men det endte altid med, at jeg kørte ulykkelig hjem igen.

For uanset hvor meget jeg havde forsøgt at dreje samtalerne over på vores voksne liv, blev de ved med at fastholde mig i rollen som den dovne teenager. – Hvor mange af dine patienter når mon at dø af et hjerteanfald, før du får lettet din dovne bagdel fra sædet? afbrød de mig leende, når jeg fortalte om mit arbejde. Som sædvanligt druknede mine protester i et – skål, vi kender dig jo, Dorthe!
Som regel endte jeg med at forsøge at le afvæbnende med, men jeg blev ked af det og rasende indeni.

Også i år skulle jeg til julefrokost. Denne gang havde jeg dog besltutet mig for, at det skulle gå anderledes. Jg måtte allerede bide tænderne sammen ved ankomsten. For da jeg ringede på, og døren blev åbne, fik jeg straks en drillende kommentarer. – Hvornår lærer du at komme til tiden? Jeg var fem minutter forsinket.

Som sædvanlig havde de i forvejen sendt instrukser, om hvad vi hver især skulle medbringe – jeg ribbenssteg med rødkål, hjemmebagt brød og leverpostej med bacon og champignon. En kende meget i forhold til de andres indsats, kunne jeg se. Men jeg smilede bare, som jeg plejede, da jeg anrettede mine retter ved siden af deres æg, tomater, dåsemakrel og halvtoptøede rejer på julebordet. Hvem var der egentligt der var de dovne i det her selskab?

Fra da vi satte os til bords, vidste jeg præcist, hvordan denne aften ville gå. Først ville vi fortælle, hvad der var sket siden sidste år, og så ville de første bemærkninger falde om mine medbragte retter. – Sikken en anstrengelse det må have været for dig! – Nej, dem har hun da købt færdigstegt i delikatessen! Sådan gik det også. Bortset fra, at jeg ikke reagerede, som jeg plejede. Jeg hverken lo eller forsøgte at forsvare mig. Det fik blot deres morsomheder til at eskalere.

Da jeg senere på aftenen rejste mig for at takke af, sagde de næsten lidt afkrævende: – vi ses til næste år!
– Nej, det gør vi altså ikke, svarede jeg, som jeg havde øvet det i dagevis foran spejlet.
De blev helt tavse. Det var tydeligt, at de nu pludselig var blevet usikre.
– Jeg føler mig ikke godt tilpas, når vi er samlet, fortsatte jeg. – Jeg falder ind i en rolle, der ikke længere er min. Jeg har ændret mig meget gennem årene, men det interesser jer jo ikke. Jeg tror at vores venskab har haft sin tid. Så gik jeg.

På vejen hjem skiftevis lo og græd jeg. Samtidig med at det var enormt hårdt, at have taget endeligt afsked med en vigtig del af min fortid, så var det også en stor lettelse at lægge min gamle rolle mig. Tænk, at jeg ikke havde truffet det valg for mange år tidligere.

Læs flere historier om lede veninder her

Læs endnu flere historier om rigtig lede veninder her