Samarbejde mellem forældre efter skilsmisse og dens betydning for forældremyndigheden
Det er svært at være enlig forælder. Endnu hårdere er det, når samarbejdet mellem forældrene brister. Derfor er det vigtigt at opretholde et godt samarbejde og en sund kommunikation mellem forældre, også efter en skilsmisse eller samlivsbrud. Artiklen tager udgangspunkt i forældremyndigheden i forhold til samarbejdet mellem forældrene.
Konsekvens af manglende samarbejde
Det kan hurtigt blive en omgang mudderkast, når forældrene ikke er helt enige om, hvordan tingene skal udspille sig. Der kan være uenigheder om samvær, bopæl og forældremyndighed, men det kan også være områder som opdragelse, udredning af sygdomme, både fysiske og psykiske, og udstedelse af pas. Forældremyndigheden er normalt fælles mellem forældrene, uanset om forældrene stadig er sammen. Der er dog tilfælde, hvor forældremyndigheden kan tildeles den ene forælder alene.
Det sker, når samarbejdet er så dårligt, at den fælles forældremyndighed ikke længere er til barnets bedste. I yderste konsekvens kan barnet tage skade af det manglende samarbejde, for eksempel ved en forsinket udredning i psykiatrien eller ved en forsinket opstart på en specialskole. Dertil kommer barnets oplevelse af sine forældre i den intense konflikt.
Fuld forældremyndighed
Eneforældremyndighed forudsætter, at forældrene er uenige om grundlæggende forhold omkring barnet. Det kan for eksempel være uenighed om pas, valg af skole eller andre store beslutninger om barnet, herunder spørgsmål om valg af operationer eller behandling i psykiatrien. Det helt centrale for vurderingen om ene- eller fælles forældremyndighed er, om forældrene kan samarbejde til barnets bedste.
Hvis forældrene er enige om, at den ene part skal have forældremyndigheden, er der intet til hinder herfor. I en sådan situation udfyldes en blanket på Familieretshusets hjemmeside.
Når forældrene er uenige, er det en anden sag. I første omgang udfyldes en ansøgningsblanket på Familieretshusets hjemmeside. Familieretshuset oplyser sagen og forsøger at mægle mellem forældrene i håb om at finde en løsning gennem samarbejde. Det er muligt i en sådan situation at være bistået af en advokat, og det kan i visse sager være en fordel at modtage rådgivning forud for et møde i Familieretshuset.
Hvis der ikke nås enighed i familieretshuset
Familieretshuset har ikke kompetencen til at træffe den endelige afgørelse om forældremyndighed. Det betyder, at hvis forældrene ikke bliver enige i Familieretshuset, bliver sagen sendt videre i Familieretten i den byret, hvor barnet har folkeregisteradresse.
Der kan ved Familieretten søges fri proces, hvorfor det er yderst relevant at finde en advokat til at hjælpe med forældremyndigheden. En advokat med speciale i forældremyndighed kan hjælpe med at besvare de spørgsmål forælderen har både før, under og efter retssagen, herunder fortælle klienten om sine muligheder i forhold til forældremyndighed, bopæl og samvær. Advokaten vil også vejlede sin klient i, hvordan sagen står, herunder om sagen skal tilrettes i forhold til klientens ønsker. En retssag om forældremyndighed indeholder også ofte spørgsmål om bopæl og samvær. Det kan en advokat også hjælpe med.